På mange måder virker det mere simpelt at vælge en gymnasial uddannelse. Efter den seneste gymnasiereform, skal de ikke engang vælge studieretning. Det får de hjælp til, når de er startet på gymnasiet. Er de mange forskellige uddannelsesmuligheder på erhvervsuddannelserne mon en af de helt massive og grundlæggende udfordringer for hele erhvervsuddannelsessektoren? I det øjeblik, at de unge vælger at gå ad erhvervsuddannelsesvejen, skal de vælge cirka 100 uddannelsestyper fra. De kan hurtigt få oplevelse af at skulle ind på en smal og meget specialiseret uddannelsesvej, hvor døre lukker frem for at åbne.
De mange valg og fravalg kan skabe en handlingslammelse og en reduceret lyst til at vælge en erhvervsuddannelse. Et aspekt, der forstærkes af, at de unge skal vælge rigtigt første gang.