Unges vej mod trivsel

Kenneth ser frem til at starte på gymnasiet, men han har ikke gjort sig tanker om, hvad gymnasiet er. Han glæder sig bare til at have det sjovt sammen med en masse unge. Hans liv er fyldt med musik, teater, fodbold, piger, og et velfungerende socialt netværk, men en stigende følelse af mistrivsel vokser i ham. Han mangler motivation for fagene i gymnasiet, og han har svært ved at koncentrere sig. Han tynges af skyld og skam over ikke at kunne leve op til de faglige forventninger.

To mislykkede forsøg på at færdiggøre gymnasiet skaber et negativt selvbillede, og han er tæt på at opgive troen på uddannelse og et job med arbejdsglæde. Men det gik anderledes. Et telefonopkald fra en efterskoleforstand med tilbud om et vikarjob blev starten på et nyt livssyn med trivsel og glæde.

Gennem vikarjobbet får han mod til at søge ind på lærerseminariet uden en gymnasial baggrund. Det lykkes. Kenneths historie er ikke enestående, men et spejl for en hel generation, der søger efter mening og en plads i en verden, hvor trivsel og lykke kan synes at være uden for rækkevidde. Hans livsfortælling kaster for det første lys over ungdommens udfordringer i et samfund, hvor tempoet kan virke overvældende, og det kan være svært at finde pauseknappen. For det andet kaster hans fortælling lys over vigtigheden af, at vi indretter et uddannelsessystem, der bygger på troen på og tilliden til de unges muligheder.

Søren er kvik, har et rigt socialt liv og en stærk familiebase, men i 9. klasse oplevelser han første gang en mærkelig form for mistrivsel. Alle er uforstående. Usikkerheden over, hvad det er, får ham til at beskrive det som skoletræthed.

Mistrivslen fortsætter i gymnasiet, og skoletræthed bliver fortsat både Sørens og omverdenens forklaring, selvom Søren inderst inde ved, at der er noget helt andet galt. Isolation, nederlag og angst præger Sørens ungdomsliv. Først med diagnosen Skizotypi og et sprog for hans mistrivsel, kan den rette behandling hjælpe Søren på vej mod trivsel. Sørens livsfortælling giver os et indblik i hans indre kampe, og hvordan behovet for at passe til omverdens forventninger kan føre til selvbedrag. Sørens livfortælling er en påmindelse til os alle om, at det er vigtigt at forholde sig åbent og nysgerrigt til alle former for mistrivsel og adfærdsændringer hos vores medmennesker, hvad enten vores relation er professionel eller personlig.

Anaya vokser op stort set uden sin far. Han sidder i fængsel. Hun skal fra livets start selv tage ansvar for livet. Hendes mor har travlt med skiftende hjem, og Anaya oplever sammen med sin tvillingbror en barndom og ungdom præget af omsorgssvigt og utryghed.

Anayas fortælling er et råt og ærligt blik ind i, hvordan vold, utryghed, misbrug i en tidlig alder og manglende tillid til alle skaber vanskelige kår for at opleve tryghed og trivsel. Det er en fortælling, hvor en tvilling ikke bare er en søskende, men en overlevelsespartner, og en Fuckfinger til verden er et råb om hjælp til forandring. Men hendes fortælling handler også om en stærk modstandskraft og en kontinuerlig lyst til at opnå et liv præget af trivsel. Den indeholder desuden et dobbelt perspektiv på systemets betydning for at bryde, men også at fastholde livsmønstre. Det er en fortælling om, hvordan vores drømme og de mennesker, der vælger at stå ved vores side, kan skabe et fundament for en ny begyndelse, selv når alt synes imod os. Anayas livsfortælling er et lysende eksempel på, at det ikke er vores fortid, der definerer os, men derimod vores vilje til at forme fremtiden og vores evner til at leve med de sår og ar fortiden har givet os.

Miki er født i en krop, der for ham føltes fremmede. Hans biologiske og identitetsmæssige køn er forskellige. Han er transkønnet. Vanskelighederne ved denne manglende overensstemmelse forværres af massiv mobning fra Mikis tidlige barndom samt øget sensibilitet som følgeskader af, at han er for tidlig født.

Mikis fortælling kaster lys over en barndom præget af mobning, ensomhed, anderledeshed og en utrættelige søgen efter en plads ikke kun i samfundet, men også inden i sig selv. For Miki var det afgørende vendepunkt digitale fællesskaber med ligesindede. Her kom støtten og anerkendelsen på tværs af landegrænser til at skabe mod og kraft til at omfavne en identitet som transkønnet. Fra en vanskelig start i livet som for tidligt født, gennem en barmdom præget af mobning og ungdommens turbulente år og ind i voksenlivets muligheder, følger vi Mikis vej mod overensstemmelse mellem det køn han er født med og hans kønsidentitet. Mikis fortælling kaster blandt andet lys på vigtigheden af inklusion og forståelse for kønsidentitetens betydning. Den viser vigtigheden i, at vi skaber tolerante fællesskaber og bryder med fordomme.

Louises livshistoriske fortælling starter i 8. klasse med et uskyldigt ønske om at tabe sig. Det lykkes, og hun blev glad for resultatet og for omverdenens komplimenter, men hun mistede kontrollen med den simple slankekur. Hun mistede kontrollen med sit liv og mistrivslen bredte sig.

Først holdt Louise sin spiseforstyrrelse skjult. Den var blevet hendes ven. Eneste ven. Men med massiv og kærlig forældreopbakning, en sygeplejerske, der forstod at give den rette behandling og et succesfuldt efterskoleår med inkluderende og nærværende fællesskaber, lykkes det Louise at overvinde spiseforstyrrelsen og genvinde trivslen. Louises fortælling handler blandt andet om, hvordan et udpræget fokus på krop, kost og træning kan fortrænge et ellers velfungerende socialt liv. Livsfortællingen er et billede på, hvordan der kan være meget kort afstand mellem et liv præget af trivsel til et liv præget af isolation, mistrivsel og fastlåsthed. Men det er også en fortælling, der tydeligt viser, hvordan den rette behandling og den omsorgsfulde forældreopbakning kan gøre en kæmpe forskel.

Louises læge kaldte hendes spiseforstyrrelse for ’et bump på vejen’. Sådan har det helt sikkert ikke føltes for Louise og hendes forældre, da de stod midt i mistrivslen, men det er alligevel et vigtigt budskab. For mistrivsel er en del af livet. Vi bevæger os alle konstant mellem trivsel og mistrivsel som en naturlig del af vores livsvej. Mistrivsel som et bump på vejen, gør os klogere på livet og på os selv, men det er vigtigt, at vi målrettet arbejder for, at mistrivslen ikke bider sig fast og bliver mere end et bump på vejen.

Kenneth ser frem til at starte på gymnasiet, men han har ikke gjort sig tanker om, hvad gymnasiet er. Han glæder sig bare til at have det sjovt sammen med en masse unge. Hans liv er fyldt med musik, teater, fodbold, piger, og et velfungerende socialt netværk, men en stigende følelse af mistrivsel vokser i ham. Han mangler motivation for fagene i gymnasiet, og han har svært ved at koncentrere sig. Han tynges af skyld og skam over ikke at kunne leve op til de faglige forventninger.

To mislykkede forsøg på at færdiggøre gymnasiet skaber et negativt selvbillede, og han er tæt på at opgive troen på uddannelse og et job med arbejdsglæde. Men det gik anderledes. Et telefonopkald fra en efterskoleforstand med tilbud om et vikarjob blev starten på et nyt livssyn med trivsel og glæde.

Gennem vikarjobbet får han mod til at søge ind på lærerseminariet uden en gymnasial baggrund. Det lykkes. Kenneths historie er ikke enestående, men et spejl for en hel generation, der søger efter mening og en plads i en verden, hvor trivsel og lykke kan synes at være uden for rækkevidde. Hans livsfortælling kaster for det første lys over ungdommens udfordringer i et samfund, hvor tempoet kan virke overvældende, og det kan være svært at finde pauseknappen. For det andet kaster hans fortælling lys over vigtigheden af, at vi indretter et uddannelsessystem, der bygger på troen på og tilliden til de unges muligheder.

Søren er kvik, har et rigt socialt liv og en stærk familiebase, men i 9. klasse oplevelser han første gang en mærkelig form for mistrivsel. Alle er uforstående. Usikkerheden over, hvad det er, får ham til at beskrive det som skoletræthed.

Mistrivslen fortsætter i gymnasiet, og skoletræthed bliver fortsat både Sørens og omverdenens forklaring, selvom Søren inderst inde ved, at der er noget helt andet galt. Isolation, nederlag og angst præger Sørens ungdomsliv. Først med diagnosen Skizotypi og et sprog for hans mistrivsel, kan den rette behandling hjælpe Søren på vej mod trivsel. Sørens livsfortælling giver os et indblik i hans indre kampe, og hvordan behovet for at passe til omverdens forventninger kan føre til selvbedrag. Sørens livfortælling er en påmindelse til os alle om, at det er vigtigt at forholde sig åbent og nysgerrigt til alle former for mistrivsel og adfærdsændringer hos vores medmennesker, hvad enten vores relation er professionel eller personlig.

Anaya vokser op stort set uden sin far. Han sidder i fængsel. Hun skal fra livets start selv tage ansvar for livet. Hendes mor har travlt med skiftende hjem, og Anaya oplever sammen med sin tvillingbror en barndom og ungdom præget af omsorgssvigt og utryghed.

Anayas fortælling er et råt og ærligt blik ind i, hvordan vold, utryghed, misbrug i en tidlig alder og manglende tillid til alle skaber vanskelige kår for at opleve tryghed og trivsel. Det er en fortælling, hvor en tvilling ikke bare er en søskende, men en overlevelsespartner, og en Fuckfinger til verden er et råb om hjælp til forandring. Men hendes fortælling handler også om en stærk modstandskraft og en kontinuerlig lyst til at opnå et liv præget af trivsel. Den indeholder desuden et dobbelt perspektiv på systemets betydning for at bryde, men også at fastholde livsmønstre. Det er en fortælling om, hvordan vores drømme og de mennesker, der vælger at stå ved vores side, kan skabe et fundament for en ny begyndelse, selv når alt synes imod os. Anayas livsfortælling er et lysende eksempel på, at det ikke er vores fortid, der definerer os, men derimod vores vilje til at forme fremtiden og vores evner til at leve med de sår og ar fortiden har givet os.

Miki er født i en krop, der for ham føltes fremmede. Hans biologiske og identitetsmæssige køn er forskellige. Han er transkønnet. Vanskelighederne ved denne manglende overensstemmelse forværres af massiv mobning fra Mikis tidlige barndom samt øget sensibilitet som følgeskader af, at han er for tidlig født.

Mikis fortælling kaster lys over en barndom præget af mobning, ensomhed, anderledeshed og en utrættelige søgen efter en plads ikke kun i samfundet, men også inden i sig selv. For Miki var det afgørende vendepunkt digitale fællesskaber med ligesindede. Her kom støtten og anerkendelsen på tværs af landegrænser til at skabe mod og kraft til at omfavne en identitet som transkønnet. Fra en vanskelig start i livet som for tidligt født, gennem en barmdom præget af mobning og ungdommens turbulente år og ind i voksenlivets muligheder, følger vi Mikis vej mod overensstemmelse mellem det køn han er født med og hans kønsidentitet. Mikis fortælling kaster blandt andet lys på vigtigheden af inklusion og forståelse for kønsidentitetens betydning. Den viser vigtigheden i, at vi skaber tolerante fællesskaber og bryder med fordomme.

Louises livshistoriske fortælling starter i 8. klasse med et uskyldigt ønske om at tabe sig. Det lykkes, og hun blev glad for resultatet og for omverdenens komplimenter, men hun mistede kontrollen med den simple slankekur. Hun mistede kontrollen med sit liv og mistrivslen bredte sig.

Først holdt Louise sin spiseforstyrrelse skjult. Den var blevet hendes ven. Eneste ven. Men med massiv og kærlig forældreopbakning, en sygeplejerske, der forstod at give den rette behandling og et succesfuldt efterskoleår med inkluderende og nærværende fællesskaber, lykkes det Louise at overvinde spiseforstyrrelsen og genvinde trivslen. Louises fortælling handler blandt andet om, hvordan et udpræget fokus på krop, kost og træning kan fortrænge et ellers velfungerende socialt liv. Livsfortællingen er et billede på, hvordan der kan være meget kort afstand mellem et liv præget af trivsel til et liv præget af isolation, mistrivsel og fastlåsthed. Men det er også en fortælling, der tydeligt viser, hvordan den rette behandling og den omsorgsfulde forældreopbakning kan gøre en kæmpe forskel.

Louises læge kaldte hendes spiseforstyrrelse for ’et bump på vejen’. Sådan har det helt sikkert ikke føltes for Louise og hendes forældre, da de stod midt i mistrivslen, men det er alligevel et vigtigt budskab. For mistrivsel er en del af livet. Vi bevæger os alle konstant mellem trivsel og mistrivsel som en naturlig del af vores livsvej. Mistrivsel som et bump på vejen, gør os klogere på livet og på os selv, men det er vigtigt, at vi målrettet arbejder for, at mistrivslen ikke bider sig fast og bliver mere end et bump på vejen.